Home Indendørs 10 stilfulde Royal Copenhagen kopper

10 stilfulde Royal Copenhagen kopper

by BoligTrends.dk
Royal Copenhagen kopper

Hvis man ønsker en klassisk kop, som har et æstetisk formsprog og hvor man ikke skal gå på kompromis med kvaliteten, så er der stor sandsynlighed for at man kan finde det blandt en af de mange kopper fra Royal Copenhagen. Her er der lagt vægt på de små detaljer, som gør hver kop til et lille kunstværk i sig selv. Kopperne bliver håndmalede, hvilket gør dem unikke.

Under de håndmalede kopper finder man initialet på personen der har malet den præcise kop. Derudover kan man finde den kongelige krone samt de tre bølger, som tidligere symboliserede Danmarks tre største handelsveje til vands nemlig Storebælt, Lillebælt og Øresund. Men i dag er de mere et symbol på Royal Copenhagens værdier så som bæredygtig æstetik, grundighed og dygtighed. De første kopper blev malet i 1775 i Danmark, siden har man flyttet produktionen til Thailand. De seneste 15 år er det Niels Brastrup der har stået i spidsen som kreativ direktør for Royal Copenhagen.

Riflet Contrast krus

Contrast krusene blev skabt i 2007 af H. C. Gjedde. Og de kan betragtes som en slags udvidelse af musselmalet riflet serien. De findes i mange forskellige farver og hvert år udgives to nye farver. Det der er særlig godt ved Riflet Contrast kruset er, at de har en lækker og blød silikone del, der hvor man holder på kruset. Dette er med til at gøre, at kruset bliver utrolig lækkert at holde ved. Det har også den egenskab, at det faktisk er behageligt at holde ved kruset og det ikke bliver for varmt for hånden. Den øverste kant af kruset er ikke dækket af silikone og derfor er kruset også behageligt at drikke af. Contrast kruset findes i 33 cl og er derfor en af de større Royal Copenhagen kopper. Kruset er derfor meget anvendeligt, hvis man skal have en god stor kop the eller kaffe.

Musselmalet Riflet kop med underkop

Musselmalet Riflet blev skabt i 1775 og dette var Royal Copenhagens første stel. Så det er også det stel man kan kalde det originale. I 1885 blev det revideret af Arnold Krog som var kunstnerisk direktør dengang.

Koppen er på 24 cl, så der kan altså være lidt mindre i denne kop end i de øvrige Royal Copenhagen kopper. Koppens udseende minder om en god gammeldags kaffekop. Den er ikke så høj som mange af de nyere moderne kopper er. Derimod har den en underkop, som gør den rigtig fin og på en måde højtidelig. Underkoppen er passende til et par sukkerknalder eller en lille småkage. Det ikoniske blå mønster er håndmalet. Og modsat Blå Mega Riflet, er mønsteret meget småt, hvilket gør det meget fint. Selve koppen har en fin riflet ydre side, som man også ser ved Princesse, Hvid Riflet, Blå Mega Riflet, Alfabet Kollektion, Musselmalet Halvblonde og Musselmalet Helblonde.

Musselmalet Halvblonde højhankskop

Musselmalet Halvblonde højhankskop

Musselmalet Halvblonde blev skabt i 1888 af Arnold Krog der på daværende tidspunkt var kunstnerisk direktør for Royal Copenhagen. Og selve den høje hank på kruset blev udviklet i 1884. Med denne kop går man all in. Koppen er i sandhed skabt til kaffe- eller thedrikkeren med sans for detalje og kvalitet. Den er dekadent, stilfuld og gennemtænkt.

På ydersiden er koppen dekoreret med det fineste håndmalede mønster. Øverst ses blondebåndet vi kender fra Prinsessestellet og under det, er der dekoreret med de fineste blomster og detaljer fra det klassiske Musselmalet Riflet. Hvis man så mærker rundt ved blondebåndet i toppen, vil man kunne mærke at blonden stikker en smule ud fra koppen. Dette er med til at give den et meget eksklusivt formsprog. Hanken er høj og går et godt stykke over kanten af koppen. Dette gør meget for det visuelle men samtidig er det med til at gøre det behageligt at holde koppen. Selve koppen er riflet hele vejen rundt. Koppen kan indeholde 33 cl.

Prinsesse Højhankskop med underkop

Prinsesse stellet blev skabt i 1978. Til at starte med blev det kun produceret som testel. Men i takt med at interessen voksede for stellet, kom der flere og flere elementer til, så der er i dag et bredt udvalg, og hvert år kommer der nyt til. Højhankskoppen med underkop en slags hybrid mellem den klassiske kop med underkop og den moderne højhankskop. Og man får derfor i princippet det bedste fra to verdener.

Højhankskoppen er kun på 25 cl, men hvis man sammenligner med de andre kopper man kan få med underkop i stellet, er dette koppen der kan indeholde mest. Koppen er riflet på ydersiden, og rundt ved toppen er der et flot nærmest broderet mønster eller blondekant, om man vil det. Den samme type som man også ser ved Musselmalet Halvblonde. Dette giver koppen et meget elegant og feminint udtryk. Koppen har den flotte høje hank som går over selve kanten på koppen og dette passer godt til underkoppens formsprog.

Blå Mega Riflet krus

Blå Mega Riflet blev skabt i samarbejde med Karen Kjældgård-Larsen i 2000. Mønsteret på Blå Mega Riflet udspringer fra det ikoniske Musselmalet Riflet. Her har man forstørret mønsteret, som giver et helt andet udseende. Blå Mega Riflet er et af de mest populære stel, som Royal Copenhagen producerer. Det er nutidigt og klassisk.

Blå Mega Riflet Krus kan købes med flere forskellige mønstre, hvor der er lagt vægt på forskellige detaljer af det gamle stel. Denne kop har meget fokus på blomsten. Og mønsteret fortsætter ikke ned i selve koppen, som ses ved nogen andre Royal Copenhagen kopper. Derimod er der lagt stor vægt på hanken, som har en god fylde, og derfor er god at holde ved. Selve koppen er riflet på ydersiden, hvilket aktiverer den taktile sans, når man holder den i hånden. Koppen kan indeholde 37 cl og er derfor en af de større Royal Copenhagen kopper i serien. Den vil kunne tilfredsstille den helt store kaffe- eller thedrikker.

Alfabet krus

Alfabet kollektionen blev skabt i 2014 og er altså et af de nyere stel fra Royal Copenhagen. Med alfabetkruset har du muligheden for at personliggøre din samling af Royal Copenhagen kopper. Her kan man købe en kop med ens forbogstav malet på.

Bogstavet fylder det meste af den ene side på koppen, og er skrevet med fin gammeldags skråskrift. Koppen er udover bogstavet også dekoreret med to palmetter og en enkelt lille blomst. Det sidste nye ved kollektionen er, at man også nu kan købe en fin lille tallerken som matcher koppen hvorpå der også er malet ens forbogstav. Alfabetkruset er et krus på 33 cl som er en slags mellemstørrelse. Og der kan dermed være en fin mængde kaffe eller the i. Koppen er en såkaldt højhankskop, hvilket vil sige at hanken går længer op end selve kanten på koppen. Dette giver en rar fornemmelse, når man holder ved koppen især hvis man er glad for at holde på hanken på en kop.

Hav termokop

Serien Hav blev skabt i 2019 i samarbejde med Kibisi. Hav er dermed Royal Copenhagens nyste skud på stammen. Hav har et helt nyt udtryk , som ikke kan sammenlignes med de andre stel fra Royal Copenhagen. Hav er naturligvis inspireret af havet deraf kommer navnet. Koppens farver og udtryk passer perfekt til den nordiske stil. Stellet er sprøjtemalet i hånden.

Der er en stor kontrast farvemæssigt fra koppens top til koppens bund. Den mørkeblå farve i toppen er meget gennemført, og dette giver blikfang. Det er altså det der først lige fanger ens øje, når man ser koppen. Efterfølgende ser man den fine overgang med en lysere og lysere blå farve, som går over i hvid. Koppen er som intet andet stel mønstret med et fint afrundet mønster, der minder om fiskeskel. Koppen kan indeholde 27 og er altså ikke til dem der elsker en meget stor kop the eller kaffe. Koppen skal købes, hvis man vil have en anderledes kop, som ikke alle andre har. Den har evnen til at udstråle klasse uden at være prangende. Den giver sommerhusstemning i luksusklasse.

Blå Elements Espressokop med underkop

Blå Elements blev skabt i 2011 i samarbejde med Louise Campbell. Blå Elements Espressokop med underkop er særlig på den måde, at det ikke er så ofte, at man finder en espressokop med tilhørende underkop. Både koppen men også underkoppen er et lille stykke kunstværk i sig selv med diverse finurligheder. Der sker så meget, at man kan bruge lang tid på at studere de mange fine detaljer.

Selve koppen er håndmalet med fine små palmetter og blomster. Derudover er koppen udstyret med en slags knop på hver sin side af koppen. Koppen kan indeholde 9 cl, som er passende til en espressokop. Underkoppen er lidt aflang med to afrundinger nede i. Den ene passer til koppen, og den anden, som er en del mindre, passer fint til et lille stykke chokolade eller en småkage. Enkelte steder på underkoppen er der lavet små takker på kanten, som man næsten ikke kan lade være med at røre ved. Det er et meget interessant stykke porcelæn, som er udtryksfuldt på mange måder.

Blomst krus

Blomst er et af Royal Copenhagens nyere stel. Det blev skabt fra 2012-2018 i samarbejde med Wouter Dolk. Det der er særligt ved dette stel, er at det udspringer af et andet stel kaldet Blå Blomst som er fra 1779. Blomst kruset kan anskaffes med forskellige håndmalede blomster på: løvkøj, snerle, pinselilje, kamelia, dahlia og ærteblomst. Dette giver en alsidighed, hvis man har flere krus af samme type. Koppen er speciel på den måde, at koppen er kantet. Dette er sjældent at finde. Selv hanken er kantet. Koppen kan indeholde 33 cl, hvilket er meget passende til en kop kaffe eller the.

Stjerne Riflet Jul højhankskop

Dette må være den ultimative julekop. Denne Royal Copenhagen højhankskop er dekoreret med en fin guirlande, hvorfra der hænger de smukkeste ornamenter af kræmmerhuse og stjerner. Og for at toppe julekoppen af, har man valgt, at give koppen en guldkant både i toppen af koppen og ved hanken. Koppen er skabt i 2006 med et stjerne-relief fra 1783. Koppens yderside er riflet og den har en flot høj hank, som når op over koppens kant, hvilket gør den meget elegant at se på, og samtidig behagelig at holde ved. Royal Copenhagens Julekop kan indeholde 33 cl, som er en fin god størrelse til en kop the eller kaffe.

You may also like

Leave a Comment